21. august 2024
Fra 2027 bliver det billigere for søskende at arve hinanden. En ny lovændring, vedtaget af Folketinget den 16. maj 2024, medfører, at boafgiften for søskende sænkes fra 36,25 % til 15 %.
Gældende regler
Boafgift er en afgift til staten, som betales af dødsboets beholdning. Der pålægges en boafgift på 15 % af den del af boets værdier, der overstiger bundfradraget på 333.100 kr. (2024-niveau).
Arv til personer, der betegnes som afdødes nære familie, pålægges alene boafgiften på 15 %. Som afdødes nære familie anses blandt andet afdødes forældre, børn og stedbørn og disses børn. Arv til andre arvinger end afdødes nære familie pålægges en tillægsboafgift på 25 %. Tillægsboafgiften beregnes efter fradrag af boafgiften, og den samlede afgift for denne persongruppe er således 36,25 %. Til denne personkreds hører blandt andet søskende og søskendes børn.
En række velgørende organisationer er fritaget for at betale boafgift. For enlige og barnløse personer har det derfor længe været attraktivt at testere cirka 30 % af formuen til en velgørende organisation mod, at organisationen afholder boafgiften for de øvrige arvinger. På denne måde øges de øvrige arvingers arv samtidig med, at en del af arven doneres til en velgørende organisation. Besparelsen opstår, fordi der ikke skal betales boafgift af arven, der tilfalder den velgørende organisation.
Nye regler
Den nye ændring i afgiftsreglerne for arv til søskende medfører, at tillægsboafgiften på arv til søskende fra 2027 fjernes således, at søskende alene skal betale boafgiften på 15 %. Den lavere boafgift på arv til søskende betyder, at søskende afgiftsmæssigt ligestilles med den nære familie. Ovenstående fremgangsmåde, hvor en velgørende organisation i testamente begunstiges med cirka 30 % af arven mod at afholde boafgiften, vil efter lovændringen medføre, at en større del af arven nu vil tilfalde den velgørende organisation end førhen. Ved ønske om at begunstige søskende mest muligt vil denne fremgangsmåde derfor ikke længere være den mest attraktive løsning.
Afgiften på arv til søskendes børn påvirkes ikke af lovændringen, og der pålægges derfor fortsat både boafgift og tillægsboafgift på i alt 36,25 % på arv til søskendes børn. Ved et ønske om at begunstige søskendes børn mest muligt kan det derfor i nogle tilfælde fortsat være en god løsning at anvende ovenstående fremgangsmåde.
Ingen ændringer i skatte- og afgiftsreglerne for gaver
Skatte- og afgiftsreglerne for gaver til søskende påvirkes ikke af den nye lovændring, og derfor skal modtageren af gaven fortsat betale indkomstskat af værdien af gaven. Dette gælder dog ikke ved lejlighedsgaver, idet lejlighedsgaver er skattefritaget.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål eller ønsker at høre nærmere om ovenstående, er du velkommen til at kontakte advokat Anne Koch på mail ank@roesgaardadvokater.dk eller på tlf. 51 29 28 50.