Er du opdateret på de nye regler for grundskyld?

3. juni 2024

Fra 2025 skal grundejerforeninger betale grundskyld for deres fællesarealer – men hvad betyder denne ændring for det enkelte medlem af grundejerforeningen?

Ændring af praksis

På baggrund af et svar fra skatteminister Jeppe Bruus Christensen (klik her) kan det udledes, at grundejerforeninger fra 2025 skal betale grundskyld for fællesarealer. Det sker som følge af en ændring af vurderingssystemet. Nedenstående er et uddrag fra svaret:

Grunde af denne type, der ikke kan bebygges, og som ikke er registreret som vej i matriklen, kategoriseres som rekreativt areal og vurderes til en tiendedel af grundværdien pr. kvadratmeter grundareal for et standardiseret enfamilieshus med samme beliggenhed som ejendommen og en grund af standardstørrelse.”

Det vil sige, at beløbet, som grundejerforeningen skal betale i grundskyld, vil afhænge af størrelsen af deres fællesarealer og grundpriserne i området. Der vil først blive opkrævet grundskyld for fællesarealerne fra 1. januar 2025.

Tidligere er en grundejerforenings fællesarealer, som udgangspunkt, blevet vurderet til kr. 0, hvorfor der er tale om en ny omkostning for grundejerforeningerne.

Arealer, der er registreret som vej i matriklen, vil fortsat blive vurderet til kr. 0.  

Hvad betyder ændringen for den enkelte grundejer?

Som følge af ændringen af vurderingssystemet vil grundejerforeningens udgifter stige. Dette vil påvirke hvert enkelt medlem af grundejerforeningen, da det er medlemmerne, der bærer udgifterne via deres kontingent til grundejerforeningen.  

Derudover er det også sandsynligt, at vurderingerne for ejendomme, hvor grundejerforeningerne har store fællesarealer, vil blive påvirket negativt som følge af den nye udgift.

Desuden skal investorer, der ejer flere grunde i en grundejerforening, være opmærksomme på, at den ekstra udgift kan påvirke rentabiliteten af deres projekter. Dette er derfor et nyt aspekt, som investorer bør tage i betragtning.

Vi er klar til at hjælpe!

Hvis du skulle have spørgsmål til den nye praksis for grundejerforeninger, er vi hos Roesgaard Advokater klar til at hjælpe med besvarelsen heraf. Vi er et specialiseret team, der tilbyder løsningsorienteret rådgivning inden for alle foreningsrettens discipliner. Vi vil bistå med at finde den løsning, der passer netop til dine behov.