Julegaver til medarbejdere og forretningsforbindelser

24. oktober 2022

Julen står atter for døren, og mange arbejdsgivere ønsker i den forbindelse at sprede juleglæde hos medarbejderne ved at give en julegave. De mange spørgsmål omkring de skattemæssige forhold melder sig, og nedenfor er derfor et overblik over behandlingen af disse, så du undgår skattemæssige konsekvenser for dine medarbejdere, når du uddeler årets julegaver.

Julegaver til medarbejdere

Julegaver skaber glæde hos de hårdtarbejdende medarbejdere, og da arbejdsgiveren har fradrag for udgiften til julegaver – med undtagelse af momsen – er det således værd at overveje, om medarbejderne skal sendes på juleferie med en julegave under armen.

Medarbejderen undgår beskatning, hvis julegavens værdi maksimalt udgør 900 kr., og der er tale om en ”tingsgave”, f.eks. håndklæder, høretelefoner eller vin.

Medarbejderen vil heller ikke blive beskattet af en julegave til en værdi på 1.200 kr., hvis denne ikke i årets løb har modtaget andre gaver eller ikke-arbejdsrelaterede personalegoder fra arbejdsgiveren, f.eks. i anledning af en rund fødselsdag eller bryllup.

Giver arbejdsgiveren gaver eller personalegoder for mere end 1.200 kr. om året, beskattes medarbejderen af hele beløbet. Udgør værdien af julegaven 900 kr. eller mindre, beskattes medarbejderen ikke heraf, men derimod af de øvrige gaver der er ydet i årets løb.

Som arbejdsgiver skal du indberette gavebeløbet til Skattestyrelsen, og hvis gavebeløbet er skattepligtigt for medarbejderen, skal det indberettes som en del af lønnen, hvorfor du også skal indeholde A-skat og AM-bidrag heraf.

Pas på med gavekort

Hvis der gives et gavekort, er gaven som udgangspunkt skattepligtig. Det er kun, hvis gavekortet efter en konkret vurdering kan anses som en tingsgave, at man som medarbejder ikke skal beskattes af værdien heraf. Her er det således vigtigt at holde sig for øje, at gavekortet ikke skal kunne ombyttes til kontanter, ligesom det må have en begrænset anvendelsesmulighed.

Det er en konkret vurdering, om gavekortet i tilstrækkeligt omfang har begrænsede anvendelsesmuligheder, f.eks. fordi det i høj grad er forudbestemt, hvad det kan bruges til og dermed sidestilles med en ”tingsgave” og ikke kontanter.

I praksis er medarbejdere ikke blevet beskattet af et gavekort til en specifik tre-retters menu, evt. bestemt af arbejdsgiveren, til en på forhånd bestemt navngiven restaurant.

Hvis medarbejderen både modtager en ”tingsgave” fra arbejdsgiveren, i anledning af julen, og et gavekort til en specifik restaurant, er der særlig grund til at holde sig for øje, om den skattefrie beløbsgrænse på 1.200 kr. overskrides. 

Julegaver til kunder og forretningsforbindelser

I denne søde juletid ønsker mange virksomheder at pleje forholdet til kunder og forretningsforbindelser ved at sende julehilsner i form af julegaver. Gaver til kunder m.fl. behandles forskelligt skatte- og momsmæssigt afhængigt af, om gaverne kvalificeres som reklame- eller repræsentationsudgifter.

Gaver på under 100 kr. ekskl. moms., som er påført firmanavn/-logo, og som gives til et større og ubestemt antal kunder i reklameøjemed eller til en ubestemt kreds af potentielle kunder, kvalificeres som reklameudgifter. Sådanne reklameudgifter er fuldt fradragsberettigede for virksomheden såvel skatte- som momsmæssigt.

Gaver til kunder, forretningsforbindelser m.fl., der overstiger 100 kr. ekskl. moms, eller gaver der består af julegløgg, vin, chokolade, blomster o.l., kvalificeres som repræsentationsudgifter. Sådanne udgifter kan virksomheden alene fradrage 25 % af, og virksomheden vil ikke have fradrag for momsen heraf.

Skat og julefrokost

Virksomheden har som udgangspunkt fradragsret for alle udgifter til julefrokosten.

Helt så enkelt er det ikke, når det kommer til momsen. Her afhænger fradragsretten bl.a. af, hvor julefrokosten afholdes. Foregår festlighederne i egen kantine, vil der ikke være fradrag for momsen til udgifterne, men foregår julefrokosten f.eks. på en restaurant, kan virksomheden få fradrag for 25 % af momsen for den samlede kuvertpris.

Medarbejderne skal ikke beskattes af en deltagelse i årets julefrokost, når arrangementet er af et rimeligt omfang og af en rimelig varighed. I praksis skal der dog meget til, før beskatning indtræder, og julefrokosten vil derfor være skattefri, selvom den inkluderer en overnatning eller deltagelse af partnere.

Skrevet af:

Jurist